Ducati Copenhagen åbner concept store i Søborg

Claus Pedersen (tv) og Tommy Kiczalo bag en Ducati MonsterDen 21. august åbner en ny, stor Ducati Concept Store med tilhørende værksted i Søborg. Her vil danskere med forkærlighed for desmo-V2’erene fra Bologna kunne opleve alle modeller og masser af udstyr.

– Den danske motorcykelsæson er på sit højeste, og nu får dem med hang til italienske motorcykler en helt ny måde at opleve dem på. Med Ducati Copenhagen Concept Store byder vi velkommen til en verden, der er det tætteste, man kan komme på den ægte, italienske Ducati-oplevelse på dansk jord, forklarer forretningschef Claus Pedersen.

– Det er sjældent, man i Danmark ser konceptbutikker for kun ét motorcykelbrand. Men Ducati har så stor og bred appel, at mærket, sammen med sin omfattende kollektion af fritidstøj, sagtens kan stå alene. Derfor har vi nu skabt et sted for alle nuværende og kommende Ducati-ejere, hvor der kun fokuseres på Ducati, siger Claus Pedersen.

Den nye butik ligger på Turbinevej 9 i Søborg, og den kommer til at sælge hele Ducati’s program af motorcykler, beklædning, køredragter, handsker og hjelme. Derudover kommer der et stort værksted med en dedikeret mand i Tommy Kiczalo, der står for klargøring, service og eftermarkedssalg.

– Det bliver en Ducati-livsstilsbutik, hvor vi udover de fysiske produkter også kommer til at have meget fokus på events. Vi kommer til at arrangere ture til fabrikken i Italien, køreture rundt omkring i Danmark, temaaftener og køreevents på lukkede baner, fortæller Claus Pedersen.

– Ducati Copenhagen Concept Store har været længe undervejs, og siden starten af juni har vi arbejdet intensivt på at få butikken klar, så vi kan byde velkommen til et inspirerende, dansk Ducati-univers, forsikrer Claus Pedersen, der holder åbent hus i butikken søndag den 21. august fra klokken 11-15.

Den danske import af Ducati blev i 2015 overtaget af Skandinavisk Motor Co., importdivisionen i Semler Gruppen, der også importerer Volkswagen-koncernens bilmærker, som udover Volkswagen også tæller mærker som Škoda, Audi og Porsche. Det er også Semler Gruppen, der står bag Ducati Copenhagen Concept Store, der nu åbner i Søborg.

Ducati er med den nye concept store repræsenteret med Ducati-forhandlere følgende steder: Ducati Concept Store i Søborg, F.I. Motorcykler i Sorø, Glad Rasmussen MC i Feldballe og med serviceværkstedet Promotor i Måløv.

Annonce

Annonce