Harley-Davidson lancerer ny Touring-motor med 4-ventilede topstykker

MY17 107 Engine. Milwaukee Eight.Mere kraft. Mere komfort. Mere kontrol. Det er nøgleordene, som ifølge Harley-Davidson bedst beskriver den nye Milwaukee-Eight-motor fra den amerikanske mc-producent. En nyskabelse, som ikke mindst er ansporet af de miljømæssigt skrappere Euro4-normer, der for alvor slår igennem på 2017-modellerne.

Ottetallet i Milwaukee-Eight-betegnelsen hentyder til V2’erens 4-ventilede topstykker, der hævdes at forbedre indsugningens flow med 50 procent. Resultatet bliver ifølge Harley-Davidson et 11 procent større drejningsmoment end forgængerens, og samtidig er forbruget reduceret.

Den nye motor, der er den niende generation af V2’ere fra Milwaukee, er udstyret med en balanceaksel, som modvirker 75 procent af de primære vibrationer i tomgang. Dermed bevares den klassiske fornemmelse af en Harley V-twin samtidig med, at motorgangen er tæt på at være vibrationsfri ved høje omdrejninger.

Milwaukee-Eight-motoren er tiltænkt Harley’s Touring-modeller, og den kommer med to slagvolumener: Milwaukee-Eight 107 (1745 kubik) og Twin-Cooled Milwaukee-Eight 107 (1745 kubik) på standardmodeller samt Twin-Cooled Milwaukee-Eight 114 (1870 kubik) på Harley-Davidson’s Custom Vehicle Operations- (CVO) modeller.

Det nye drivværk er ikke Harley-Davidson’s første motor med 4-ventilede topstykker. Denne teknologi fandtes også på den vandkølede, Porsche-udviklede, Revolution-V2’er, der i 2001 blev introduceret på V-Rod-modellen, som i øvrigt ikke vil være at finde på 2017-programmet. Forrige år kom desuden intro-modellen XG 750 Street med fire ventiler i hvert forbrændingskammer.

Annonce

Annonce