Yamaha forærer TriCity-ejere et mc-kørekort

Yamaha-Tricity-EU-Anodized-Red-Action-005De 25 danskere, der har købt en 3-hjulet Yamaha TriCity 125 får nu tilbudt et gratis A1-, A2- eller A-motorcykelkørekort (afhængigt af deres alder). Den 3-hjulede Yamaha kan nemlig ikke som først antaget føres af personer, der udelukkende har bilkørekort.

Forklaringen er, at TriCity efter EU’s kørekortsregler konstruktionsteknisk anses for en 2-hjulet motorcykel. For at opnå betegnelsen 3-hjulet skal sporvidden mellem forhjulene ifølge EU-reglerne være mindst 46 cm, hvilket TriCity lige akkurat ikke overholder. En sådan definition eller direktivhenvisning fremgår dog ikke af den danske kørekortbekendtgørelse.

TriCity-ejere, som ikke ønsker at takke ja til det gratis mc-kørekort, bliver tilbudt en tilbagekøbsaftale via deres Yamaha-forhandler. Modellen er stadig i handlen, men kræver altså nu mindst et A1-kørekort.

Annonce

Annonce