21 dage efter benbrud – Rossi vil køre på Aragon i weekenden

For blot tre uger siden brækkede Valentino Rossi højre skinne- og spoleben i et enduro-uheld. Efter operationen blev det formodet, at den 38-årige italiener tidligst kunne være klar til at deltage i MotoGP’et på Twin Ring Motegi i Japan den 15. oktober. Men allerede i den kommende weekend kan Rossi være tilbage på sin racer, når årets 14. VM-afdeling køres på Aragon i Spanien. Beslutningen er truffet, efter at Yamaha-køreren har gennemført et par korte tests på Misano med sin YZF-R1M.  

– I går havde jeg en god test med min YZF-R1M på Misano. Jeg prøvede også dagen før, men regnen stoppede os efter et par omgange. I går lykkedes det mig dog at gennemføre 20 omgange og få en afklaring på min tilstand. Testen var positiv, og jeg vil gerne sige tak til Dr. Lucidi og hans hold, som hjalp med at reducere smerterne i benet, så det var muligt for mig at køre, fortæller Rossi.

– Efter testen havde jeg en del smerter, men i morges henvendte jeg mig til Dr. Pascarella, og udfaldet af hans undersøgelse var heldigvis positivt. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil rejse til Aragón og forsøge at køre min M1 i weekenden. Om løbets læge vil erklære mig egnet til at stille til start i løbet, ved jeg først efter første fri træning, for det er selvfølgelig en langt større udfordring at køre M1’eren.

Skulle det vise sig, at Valentino Rossi ikke er fysisk klar til at køre M1’eren, står Michael van der Mark, der i år kører Yamaha i Superbike-VM, klar til at tage over.