40-års fest for Gitte Aagesen

Fredag eftermiddag trillede et par gode håndfulde Oktana-søstre op foran Aagesen Motorcykler i Rødovre, hvor de overraskede indehaver Gitte Aagesen med fejring af hendes 40-års jubilæum i butikken. Surprise-arrangementet var ekstra overraskende, fordi dagen for Gittes fire årtier i mc-branchen retteligt er den 1. november. Men da denne dato passede skidt med superbenzin-damernes ambition om at ankomme til Hvidovrevej 1-3 på motorcykel, rykkede de såmænd bare fejringen en måneds tid frem.

Udover at være medlem af mc-klubben, som er forbeholdt kvinder, er Gitte formentlig Danmarks førende ekspert, når det gælder motorcykelbeklædning. Dette specialområde har hun dyrket helt og fuldt sammen med sønnen Martin, siden de i foråret 2019 besluttede at koncentrere sig om hjelme, beklædning og udstyr og helt droppe salg af motorcykler. Som før er der dog stadig et værksted tilknyttet forretningen.

Annonce

Annonce