Aagesen Motorcykler kåret til Årets Honda MC værksted

Direktør Morten Agerbæk fra den danske Honda MC importør Vilh. Nellemann Handelsselskab A/S overrakte i forbindelse med den netop gennemførte Motorcykeludstilling i Lokomotivværkstedet i København prisen for Årets Honda Værksted 2017.

Prisen gik til Aagesen Motorcykler A/S i Rødovre, repræsenteret ved direktør og medejer Hans Henrik Eickstedt, for en helt igennem gedigen og professionel indsats på værkstedet i 2017.

– Aagesen Motorcykler har igennem hele 2017 haft stort fokus på brugen af originale Honda-reservedele og vigtigheden af dette. Hvilket efter vores vurdering afspejles i stor kundetilfredshed og dermed fastholdelse af kunder på service- og reparationsopgaver, siger Morten Agerbæk.

I samme forbindelse blev årets Honda Motorcykel forhandler 2017 kåret, og her gik prisen til butiksejer Brian Jensen fra Jensens Motorcykler A/S i Horsens, der er Danmarks største motorcykelforretning.

– Vi giver Jensens Motorcykler denne titel som en anerkendelse af deres salgsresultater og deres topprofessionelle, serviceorienterede tilgang til både kunder og mærke. Dette sker bl.a. gennem god branding af produktet, komplet udstilling af hele Honda-programmet samt langt de fleste modeller til rådighed for en prøvetur, lyder det fra Morten Agerbæk.