Anthony West udelukket grundet doping

Den australske roadracingkører Anthony West er på deltagerlisten til weekendens afdeling af Supersport-VM på Portimao-banen, men han kommer ikke til start. Efter fredagens første fri træning, som West ikke deltog i, udsendte FIM en meddelelse om, at West indtil videre er suspenderet grundet mistanke om doping jævnfør antidoping-reglementets artikel 7.9.

Ved VM-afdelingen på Misano i begyndelsen af juli blev West dopingtestet af FIM, og i urinprøven er fundet spor af en ikke-specificeret stimulans, som er omfattet er dopingreglernes stykke 6.

Anthony West kan forlange at se resultatet af B-prøven, og han har mulighed for klage over afgørelsen, men indtil videre kan han ikke stille op i internationale løb.

Tilbage i 2012 blev Anthony West udelukket 30 dage fra deltagelse i Moto2-klassen, efter at man havde fundet spor af Methylhexaneamine, som findes i et kosttilskud, der bl.a. bruges af bodybuildere.

Doping ses sjældent i motorsportssammenhæng, men Wests landsmand og navnebror Anthony Goberth har været involveret i et par tilfælde. Desuden missede den japanske kører Noriyuki Haga i 2000 en mulig titel i Superbike-VM, da spor af næsesprayen Efedrin gav ham en karantæne på 14 dage.

Annonce

Annonce