Beskedent fald i mc-salget

MC salg 2013Det kedelige først. Til og med uge 48 er der indregistreret 1649 nye motorcykler og scootere, hvilket er 118 styk eller 6,7 procent færre end for samme periode sidste år. Men graver man sig lidt ned i tallene, dukker der også positive elementer op. Det fylder f.eks. godt i salgsstatistikkerne, at de nye kørekortregler har tvunget landets køreskoler til at investere i nye skolecykler.

Honda er for andet år i træk det bedst sælgende mærke foran Yamaha. BMW har overtaget 3.-pladsen fra Kawasaki. Det tyske mærke er gået 57 procent frem – ikke mindst grundet et flot salg af R 1200 GS (65 styk inkl. Adventure-versionen), G 650 Sertao (50 styk), som blev solgt til kampagneprisen 79.950 kr. og K1600 (29 styk). Sidstnævnte beviser, at pris ikke er noget problem, hvis varen er i orden. BMW’s 6-cylindrede tourer koster 345.700 kr. i den mest skrabede udgave.

Harley-Davidson er gået 21 procent tilbage i forhold til 2012, men 104 enheder er stadig et flot salg, og heller ikke her er pris noget issue. Der er f.eks. solgt tre styk Electra Glide Ultra Limited i jubilæums-udgave til 599.900 kr., en enkelt Road King CVO til 656.900 kr og en Road Glide Custom CVO til 705.900 kr. Crisis, what crisis?

Top 10 mærker
Honda: 386
Yamaha: 280
BMW: 251
Kawasaki: 181
Suzuki: 105
Harley-Davidson: 104
Kymco: 60
Ducati: 31
Hyosung: 24
Triumph: 23

Top 10 modeller
Yamaha YBR 125: 68
BMW R 1200 GS: 65
Honda CBF 125: 59
Kawasaki ER-5n/f: 58
BMW F 800 R/ST/GT/GS: 54
Yamaha XJ6/Div./Div. S: 53
BMW G 650: 50
Honda NC 700 XA/XD: 42
Honda CB 500 FA: 34
Kawasaki D-Tracker: 32

Er du en af dem, der købte ny motorcykel i 2013 – eller har du planer om at gøre det i 2014?

Annonce

Annonce