BMW afslører tekniske data på verdens største 2-cylindrede boksermotor

BMW sprænger alle rammer, når deres nye “Big Boxer” rammer asfalten i en full size custommotorcykel sent i 2020. Tyskerne afslører nu de tekniske data for R18-motoren, og der er virkelig smæk for skillingen i den største vandrette twin fra det blå/hvide mærke, siden de tog hul på konceptet tilbage i 1923.

Slagvolumen hedder 1802 kubik, effekten 91 hk ved 4750 o/m og det maksimale moment 158 Nm ved 3000 o/m. Trækkraften er massiv med mere end 150 Nm til rådighed fra 2000 til 4000 o/m. 

Med sine fyldige køleribber og smukke matpolerede dæksler udstråler den nyudviklede mega-bokser klassisk, mekanisk elegance. Og som de tidlige forgængerne er R18-motoren en luft/olie-kølet konstruktion med OHV-topstykker, der dog er forsynet med hver fire ventiler og 2 tændrør. I krumtaphuset sidder to knastaksler, der betjener hver deres topstykke. Ligesom i de gode gamle dage er gearkassen en separat påboltet ting og koblingen en tør enkeltpladet med slippervirkning.

Annonce

Annonce