BMW lancerer vedligeholdelsesfri kæde

I mere end 90 år har det vedligeholdelsesfri og komfortable kardantræk været en teknisk løsning, som har knyttet sig til BMW’s motorcykler. Med M Endurance-kæden tilbyder den tyske motorcykelproducent nu en vedligeholdelsesfri kæde med de selvsamme fordele.

Akkurat som X-ringskæder, som ses på moderne motorcykler, har M Endurance-kæden en fast permanent smøremiddelpåfyldning mellem ruller og stifter, omgivet af X-ringe. Helt nyt er det dog, at den før nødvendige yderligere smøring på rullerne, f.eks. med kædespray, ikke længere er nødvendig. Det er heller ikke nødvendigt med nogen efterspænding fra tid til anden på grund af slid.

Denne gevinst i komfort er muliggjort ved hjælp af et nyt belægningsmateriale på kædens ruller: Tetraedrisk amorf kulstof (ta-C), også kendt som industriel diamant. Denne belægning er kendetegnet ved ekstrem hårdhed og slidstyrke og placerer sig i den henseende mellem den velkendte DLC-belægning (Diamond Like Carbon) og den rene diamant. I modsætning til de hidtil anvendte metaloverflader slides belægningen med ta-C industriel diamant ikke. Samtidig byder denne type belægning på en drastisk reduceret friktion.

Takket være de enestående tørre smøreegenskaber og elimineringen af slid giver de tetraedriske amorfe kulstofbelagte ruller i M Endurance-kæden en vedligeholdelseskomfort, der svarer til en kardantrukket motorcykel. Herunder udeblivelsen af det rengøringsarbejde, der er uundgåeligt med en konventionel kæde på grund af stænk fra kædespray, som slynges af kæde og kædehjul.

M Endurance-kæden fås i 525-dimension til de to 4-cylindrede modeller, BMW S 1000 RR og S 1000 XR. Både som originalmonteret ekstraudstyr og til eftermontering.

Annonce

Annonce