Bridgestone stopper i MotoGP

Bridgestone exit MotoGPBridgestone Corporation meddelte i går den 1. maj, at de har indgået en 1-årig forlængelse af kontrakten som eneleverandør af dæk til MotoGP. Deres hidtidige kontrakt udløber ultimo 2014, og den nye aftale betyder dermed, at den japanske dækproducent stopper i MotoGP med udgangen af 2015. Bridgestone debuterede i MotoGP i 2002 og vandt deres første MotoGP-sejr med Makoto Tamada på en Honda i Brasilien i 2004. Senere fulgte sejre med Loris Capirossi og Troy Bayliss på Ducati i 2005 og 2006. Casey Stoner sikrede Bridgestone deres første MotoGP-titel i 2007, og 2009 blev Bridgestone eneleverandør af dæk til MotoGP.

De kraftige 1000 kubik-motorer, som afløste 800-kubikkerne i 2012, har givet Bridgestone nye udfordringer i MotoGP. Ved løbet på Phillip Island sidste år måtte der f.eks. indføres et tvungent pitstop efter maksimalt 10 omgange, fordi Bridgestone ikke kunne garantere, at dækkene kunne holde til den fulde distance på 19 omgange. I år har nogle kørere haft svært ved at vænne sig til sæsonens dæk, og Valentino Rossi havde ved MotoGP’et på COTA i Texas store problemer med sit fordæk. Marc Marquez har dog tilsyneladende ikke noget at klage over på dæk-fronten, men han vælger også ofte lidt alternative compounds.

Det er formentlig en umulig opgave at stille samtlige MotoGP-kørere tilpas. I 2008 så vi f.eks. Dani Pedrosa skifte fra Michelin til Bridgestone, da der manglede seks løb i sæsonen. Bridgestone meddeler, at de stopper efter 2015, fordi opgaven er fuldført.

Dorna og FIM inviterer nu interesserede dækproducenter til at melde sig til en budrunde, hvor eneleverandøren af dæk til MotoGP fra og med 2016-sæsonen skal findes. Dunlop er i dag eneleverandør i Moto2 og Moto3, og Pirelli er eneleverandør til bl.a. Superbike- og Supersport-VM plus Stock 600 og 1000 FIM Cup. De to producenter er dermed de mest oplagte kandidater til at efterfølge Bridgestone i MotoGP, men Michelin er også et oplagt emne.

Annonce

Annonce