Cap’s Harley-Davidson Aarhus vinder Bar & Shield-prisen for Danmark og Sverige

Harley-Davidson har deres egen ”Oscaruddeling” i form af den prestigefyldte Bar & Shield-pris, som hvert år uddeles til de forhandlere, der har klaret sig særligt godt. For Danmark og Sverige blev det denne gang Cap’s Harley-Davidson Aarhus, der løb med prisen.

Harley-Davidson bedømmer hvert år H-D forhandlerne på salg, resultater, kundetilfredshed og medarbejdernes viden om modeller og tilbehør, og de bedste forhandlere målt på de parametre tildeles Bar & Shield prisen, en slags Oscar i Harley-Davidson regi. Cap’s Harley-Davidson Aarhus har nu vundet prisen for Danmark og Sverige.

– Vi er meget stolte over at blive tildelt prisen. Der har været vildt travlt i butikken og på værkstedet over en lang periode, og så er det ekstra dejligt at få sådan en belønning, fortæller Alf Vatne, indehaver hos Cap’s Harley-Davidson Aarhus.

– Samtidig viser det, at selv om der er meget travlt, så holder vi et højt niveau hele vejen rundt. En kæmpe stor tak til alle medarbejdere, og også en stor tak til alle vores loyale kunder og samarbejdspartnere.

– Vi gør os hver dag stor umage med at give vores kunder en god service og en god oplevelse, og vi måler på det gennem H-D’s kundeoplevelses-barometer CXI. Det giver os mulighed for at tage action med det samme, hvis vi får feedback fra kunderne, som vi skal reagere på. Samtidig følger vores medarbejdere H-D’s uddannelsesprogram på H-D University i England, så vi sikrer, at alle hele tiden er opdaterede med nyeste viden. På værkstedet har vi mekanikere, der er “Master of Technology”, som er det højeste uddannelsesniveau, du kan opnå i Harley-Davidson, siger Alf Vatne.

Andreas Andersson, Network Manager for Harley-Davidson i Danmark og Sverige supplerer:
– Bar & Shield-prisen er et klart bevis på, at forhandleren og teamet har gjort en ekstraordinær indsats med høj kvalitet og service, at man har stor fokus på at holde alle medarbejderes viden up-to-date samt har en indsigt og forståelse for vores brand og kundernes behov og ønsker.

Som en ekstra fjer i hatten modtager Cap’s Harley-Davidson Aarhus prisen i et jubilæumsår. Det er 20 år siden, at Cap’s startede forretningen i Risskov, og nogen bedre jubilæumsgave kunne Cap’s Harley-Davidson vel næppe få.

Annonce

Annonce