Catalunya-MotoGP: Lorenzo laver en strike – Marquez vinder

Marc Marquez udbyggede søndag sit pointforspring i VM-kampen med endnu en sejr i MotoGP’et på Montmelo-banen uden for Barcelona. I overlegen stil kunne han cruise sig til triumfen, mens Danilo Petrucci, Fabio Qartararo og Alex Rins boksede ihærdigt om 2.-pladsen. Især kampen mellem Petrucci og Rins var ekstremt spændende med flere berøringer undervejs.

Honda’s regerende verdensmester var dog også så heldig et være blot et par meter fra det kaos, som teamkollegaen Jorge Lorenzo skabte ved sin indbremsning til sving 10 på anden omgang. Efter et besøg hos HRC i Japan har Lorenzo fået gennemtrumfet et par ændringer på Honda’en, som man tydeligt så det positive resultat af i denne weekend. Lorenzo kvalificerede sig til start i fjerde række, og allerede i sving tre var han kortvarigt fremme på 4.-pladsen.

Overvældet af sit fremskridt efter en svær sæsonstart valgte Lorenzo at forsøge at udbremse Danilo Petrucci, Maverick Vinales og Andrea Dovizioso i ét hug. En umulig opgave, skulle det vise sig. Med blokeret forhjul klippede han først Doviziosos bagende, så Vinales’ baghjul, hvorefter Lorenzo’s kurende Honda skubbede Valentino Rossi af banen. Som den eneste i dramaet undgik Petrucci at styrte.

Massestyrtet, som vakte mindelser til Lorenzos stunt ved MotoGP’et på Jerez sidste år, sikrede Marquez en pæn portion luft i pointregnskabet, fordi især Dovizioso, men også Rossi og Vinales måtte rejse fra Barcelona uden point.

Fabio Quartararo, som på Montmelo-banen startede sit andet MotoGP i træk fra pole position, sikrede det nye Petronas Yamaha Sepang Racing Team deres første podieplacering i teamets blot syvende løb i kongeklassen.

Ham kommer vi til at se meget mere til.

Resultat MotoGP på Montmelo-banen:

  1. Marc Marquez Honda E 40’31.175
  2. Fabio Quartararo Yamaha F 00’02.660
  3. Danilo Petrucci Ducati I 00’04.537
  4. Alex Rins Suzuki E 00’06.602
  5. Jack Miller Honda AUS 00’06.870
  6. Joan Mir Suzuki E 00’07.040
  7. Pol Espargaro KTM E 00’16.144
  8. Takaaki Nakagami JP017.969
  9. Tito Rabat Ducati E 00’22.661
  10. Johann Zarco KTM F 00’26.228
  11. Andrea Iannone Aprilia I 00’32.036
  12. Miguel Oliveira KTM POR 00’44.666
  13. Sylvain Guintoli Kawasaki F 00’51.363

VM-stilling efter 7 af 19 løb:

  1. Marquez 140, 2. Dovizioso 103, 3. Rins 101, 4. Petrucci 98, 5. Rossi 72, 6. Miller 53, 7. Quartararo 51, 8. Nakagami 48, 9. P. Espargaro 47, 10. Crutchlow 42.