Custom Cycle Harley-Davidson fortsætter som autoriseret H-D servicecenter

customcycle_h-d_teamHarley-Davidson har med virkning fra 1. januar 2017 besluttet at koncentrere salget af nye motorcykler på de to forretninger i København og Aarhus. Det betyder, at Custom Cycle Harley-Davidson i Rødding fortsætter som autoriseret H-D servicecenter og vil tilbyde alt inden for service og reparation af Harley-Davidson-motorcykler med originale dele og tilbehør. Nuværende garantiordninger på reservedele gælder også fremover, og det vil være samme team i butik og værksted, der vil betjene kunderne efter bedste evne.

– Vi har haft et forrygende 2016, faktisk vores bedste år til dato, og vi er også optimistiske omkring fremtiden. Vi har stadig fabriksnye motorcykler på lager til omgående levering, og helt frem til 31. december 2016 kan vi bestille alle modeller og farver, ligesom vi naturligvis tager alle brugte motorcykler i bytte, fortæller Jens Müller, der sammen med Gert ”Max” Holm er indehaver af Custom Cycle Harley-Davidson.

En væsentlig del af Harley-Davidson oplevelsen er fællesskabet med andre Harley-entusiaster i de såkaldte HOG-chapters (Harley Owner Group). Custom Cycle er officiel sponsor for HOG Chapter Jylland Syd, og denne relation fortsætter også uændret.

– Vi har et meget velfungerende chapter og et helt fantastisk fællesskab i HOG Jylland Syd, og det kører videre. Vi glæder os til masser af fede oplevelser sammen og nye forrygende ture, fortæller Jens Müller.

Traditionen tro inviterer Custom Cycle til julehygge fredag den 23. december, hvor der serveres gløgg og æbleskiver, og der bliver sagt glædelig jul til alle vennerne.

Annonce

Annonce