Derfor bliver Triumph motorleverandør i Moto2 i stedet for Honda

Herligt vrælende, 3-cylindrede motorer på 765 kubik med rødder i Triumph’s 2017’er-Street Triple skal fra 2019-sæsonen drive racerne i Moto2-VM. Siden klassens start i 2010 har motorer fra Honda’s CBR 600 RR været et velfungerende og driftssikkert drivværk, men de hvinende række-4-motorer forsvinder altså efter 2018-sæsonen.

Den primære årsag er, at Honda har stoppet produktionen af CBR 600 RR. Men det spiller også ind, at der fra flere sider har været ytret ønske om en mere moderne og momentstærk motor til Moto2, der samtidig giver de deltagende stelkonstruktører helt nye udfordringer. Samtidig er engagementet med Triumph i MotoGP-familien en vigtig faktor for Dorna-boss Carmelo Ezpeleta.

Den nye Moto2-motor er en videreudvikling af 675-triplen, der i modellen Daytona 675R har vundet løb på Isle of Man TT, Daytona 200 og i det britiske Supersport-mesterskab i 2014 and 2015.
Udgangspunktet er den kraftigste 765-variant fra Street Triple RS, som er modificeret på følgende områder:

– Ændrede indsugnings- og udstødningskanaler i topstykket for optimeret gasflow
– Titanium-ventiler og strammere ventilfjedre for højere maks.-omdrejninger
– Low Output race kit-generator med reduceret inerti
– Højere udvekslet 1.-gear
– Racer-udviklet slipperkobling med justerbart slip
– Specifik racer-ECU, som udvikles i samarbejde med Magneti Marelli
– Ændrede motordæksler for reduceret bredde
– Modificeret bundkar for mere gunstig føring af afgangsrørene

Standardmotoren i Street Triple RS 123 hk ved 11.700 o/m og 77 Nm ved 10.800 o/m. I Moto2-udgaven er den tunet med henblik på at gå et trin op i både effekt og moment. Ydelsen er løftet til foreløbig 133 hk, men det er ikke utænkeligt, at effekten øges yderligere i fremtiden. I første omgang vil Triumph være helt sikre på motorernes holdbarhed, for spontane motorhaverier vil ikke blive accepteret fra Dorna, som foreløbig har tegnet en 3-årig kontrakt med producenten fra Hinckley. Både i forhold til mekanisk stabilitet og ensartethed har Honda været en forbilledlig leverandør af motorer siden Moto2-klassens start, så Triumph har store sko at fylde ud.

Julian Simon, som var 125-verdensmester i 2009 og som blev en samlet nummer 2 i Moto2 året efter, har medvirket i udviklingen og testet en dummy-racer med den nye motor på Motorland Aragon. Han fortæller, at motoren føles stærk, og at den er særligt imponerende i mellemområdet. Følingen mellem gasrulle og bagdæk er meget direkte og kontrollerbar, og han vurderer, at motoren har stort potentiale.

Se en video med Triumph’s nye Moto2-motor her: