Dobbelt-sejr til Melandri på Sepang

Melandri Day 3Marco Melandri behøver ikke længere beklage sig over sin Aprilia RSV4 Factory. Søndag vandt italieneren sit første løb i Superbike-VM, siden han til 2014 skiftede til Aprilia’s fabriksteam. Ja, han vandt endda begge dagens løb på Sepang-banen i Malaysia, og italieneren bliver dermed den tredje kører i år, som erobrer en dobbeltsejr. Jonathan Rea vandt begge løb på Imola, og Tom Sykes gjorde samme kunststykke på Aragon og på Donington.

Superbike-VM besøgte Sepang-banen for første gang, og den malaysiske bane lagde asfalt til et par højdramatiske løb. Sylvain Guintoli startede fra poleposition, og han kom perfekt af sted i begge løb. Andre var mindre heldige: I løb 1 klippede en overmodig Loris Baz baghjulet på sin Kawasaki-kollega Tom Sykes, og Suzuki’s Alex Lowes blev trukket med i faldet. Jonathan Rea blev på hjulene, men måtte en tur af banen og tabte dermed kontakten med førergruppen. Guintoli førte umiddelbart solidt, men han blev indhentet af en en hårdt kørende Melandri, som efter 16 omgange kørte i mål 0,6 sekund foran Guintoli. Suzuki’s Eugene Laverty kørte sig frem i feltet fra 9. startposition og blev nummer tre.

Løb 2 lignede i starten en kopi af løb 1, bortset fra at alle kørere gennemførte første omgang. Men efter fire omgange måtte løbet stoppes, da Claudio Cortis MV Agusta bommede motoren og smed en stribe olie på asfalten. Løb 2 blev dog ret hurtigt genstartet som et race over 10 omgange i stedet for 16 og med startpositionerne bestemt af stillingen fra de første fire omgange. Denne gang var Melandri hurtigere fremme på 2.-pladsen efter Guintoli, som dog længe bevarede et forspring, der var for stort til at Melandri kunne bremse eller slipstreame sig forbi. To omgange fra mål gik Melandri dog i føring, men Guintoli tog den tilbage, og sådan byttede de plads flere gange. Melandri var en mulehår foran, da de accelererede mod opløbskurven for sidste gang, men Guintoli bremsede sig forbi i indgangen til sidste sving. Den febersene indbremsning var dog lige sen nok, for Guintoli kunne ikke komme ind til apex, og med den snævre linie og et formidabelt drive hen til målstregen vandt Melandri med blot 0,166 sekund foran Guintoli. Tom Sykes kom i mål som nummer tre 2,5 sekund senere.

Næste afdeling køres på Misano i Italien om to uger.

Resultat løb 1: 1. Melandri (Aprilia) 16 omgange/88.768 km på 33’42.359 snit 158.016 km/t; 2. Guintoli (Aprilia) 0.620; 3. Laverty (Suzuki) 12.865; 4. Davies (Ducati) 15.437; 5. Elias (Aprilia) 15.723; 6. Rea (Honda) 31.304; 7. Haslam (Honda) 34.093; 8. Giugliano (Ducati) 35.804; 9. Salom (Kawasaki) 42.031; 10. Camier (BMW) 49.465; 11. Guarnoni (Kawasaki) 53.715; 12. Andreozzi (Kawasaki) 1’07.783; 13. Staring (Kawasaki) 1’10.746; 14. Toth (BMW) 1’18.143; 15. Lanusse (Kawasaki) 1’21.026; 16. Yates (EBR) 1’49.054; Udgået; Canepa (Ducati); Morais (Kawasaki); Sebestyen (BMW); Corti (MV Agusta); Foret (Kawasaki); Lowes (Suzuki); Baz (Kawasaki); Sykes (Kawasaki); Udenfor resultat; Badovini (Bimota) 55.683; Iddon (Bimota).

Resultat løb 2: 1. Melandri (Aprilia) 10 omgange/55.480 km på 21’00.424 snit 158.461 km/t; 2. Guintoli (Aprilia) 0.166; 3. Sykes (Kawasaki) 2.689; 4. Elias (Aprilia) 5.386; 5. Baz (Kawasaki) 5.514; 6. Rea (Honda) 7.073; 7. Laverty (Suzuki) 7.476; 8. Davies (Ducati) 11.057; 9. Lowes (Suzuki) 15.866; 10. Giugliano (Ducati) 16.206; 11. Haslam (Honda) 16.488; 12. Camier (BMW) 23.820; 13. Salom (Kawasaki) 30.653; 14. Guarnoni (Kawasaki) 31.266; 15. Canepa (Ducati) 43.009; 16. Staring (Kawasaki) 46.127; 17. Morais (Kawasaki) 58.167; 18. Toth (BMW) 1’00.017; 19. Sebestyen (BMW) 1’03.574; 20. Yates (EBR) 1’13.522; Udgået; Lanusse (Kawasaki); Andreozzi (Kawasaki); Foret (Kawasaki); Udenfor resultat; Badovini (Bimota) 29.094; Iddon (Bimota) 36.354.

VM-stilling efter 6 af 13 afdelinger: 1. Sykes 201; 2. Guintoli 188; 3. Rea 179; 4. Baz 170; 5. Melandri 147; 6. Davies 130; 7. Giugliano 96; 8. Laverty 90; 9. Elias 89; 10. Haslam 89; 11. Lowes 80; 12. Salom 56; 13. Canepa 39; 14. Camier 30; 15. Guarnoni 19; 16. Scassa 16; 17. Foret 14; 18. Corti 10; 19. Morais 10; 20. Andreozzi 8; 21. Allerton 6; 22. Bos 5; 23. Staring 3; 24. Toth 2; 25. Fabrizio 2; 26. Lanusse 1. Producenter: 1. Kawasaki 216; 2. Aprilia 212; 3. Honda 179; 4. Ducati 158; 5. Suzuki 140; 6. BMW 36; 7. MV Agusta 10.