Dobbeltsejr til Jan Jespersen ved DM i Superbike på Ring Djursland

d043Jan Jespersen viste på sin Honda CBR1000RR weekenden igennem, hvorfor han i 2013 blev Danmarksmester i den hurtigste roadracing-klasse, da han vandt begge weekendens DM løb i Superbike på Ring Djursland.

Weekenden igennem bød vejrguderne på udfordringer, da vejret vekslede mellem regn og efterfølgende tørre perioder, så banen tørrede op. Lørdagens første afdeling af DM i Superbike blev kørt på en tør bane, og her var Jan Jespersen i en klasse for sig, da han førte løbet suverænt fra lamperne slukkede, og til der blev flaget af.

Søndagens blev en lidt større udfordning for den regerende danmarksmester, da Simon Tirsgaard på BMW S 1000 RR tog starten. Jan Jespersen lå marginalt efter Simon Tirsgaard og de to opbyggede hurtigt et stort hul til de resterende kørere. Simon Tirsgaard holdt sig foran Jan Jespersen til sidste sving før målstregen, hvor Jan Jespersen i det våde føre lavede en perfekt udbremsning af Simon Tirsgaard for efterfølgende at passere det ternede flag først.

En perfekt start på 2014-sæsonen for Jan Jespersen, der nu fører med 10 point til Simon Tirsgaard. Næste afdeling af DM i Superbike køres på Padborg i sidste weekend i maj.

DM-stilling i Superbike efter 2 afdelinger:
Jan Jespersen, Honda CBR1000RR, 50 point
Simon Tirsgaard, BMW S1000RR, 40 point
Ulrik Døssing Honda CBR1000RR, 32 point