Ducati genstarter produktionen

Fredag den 13. marts indstillede Ducati produktionen grundet corona-udbruddet, men i dag starter arbejdet gradvist igen på fabrikken i Bologna-forstaden Borgo Panigale. Der er tale om en stille genstart, som i første omgang kun vil involvere en begrænset stab, der kun er præcis stor nok til at få gang i produktionslinierne.

Dem, der samler motorer, starter i dag, og i morgen følger personalet, der monterer hele motorcykler. Produktionen er omorganiseret og går fra otte-timers skift til to syv-timers for at reducere antallet af medarbejdere, som er inde på anlægget på samme tid. Alle skal bære masker uanset afstand og i øvrigt overholde strenge sikkerhedsmæssige bestemmelser.

– Virussen er ikke forsvundet. Det bliver et ekstremt vanskeligt år, men vi starter igen, og vi har mange ordrer på Streetfighter V4, Multistrada GT og Panigale V2, siger Claudio Domenicali, der er Ducati’s administrerende direktør.

Medarbejdere, som er beskæftiget med marketing, IT, personalestyring, økonomi, indkøb og logistik samt designere, projektledere og beregnere arbejder fortsat hjemmefra.