Ducati lancerer variabel knasttiming

DUCATI TESTASTRETTA DVT 1Man kan ikke få i både pose og sæk, siges det. Ikke desto mindre er det, hvad Ducati lover med deres nye DVT-system, som kombinerer høj topeffekt og massivt bundtræk i én og samme motor. Vi har før set Ducati benytte deres vilde Testastretta-V2’er fra superbike-modellen 1098 i en mere godmodig 11°-udgave på bl.a. Mulststrada, Diavel og Monster 1200. Det gav mindre topydelse, men større smidighed end 1098’erens 41° “overlap”, som er betegnelsen for perioden, hvor både indsugnings- og udstødningsventil er åben.

De tre bogstaver er en forkortelse for Desmodromic Variable Timing, og systemet ændrer åbne- og lukketidspunktet for både indsugnings- og udstødningsknast, hvilket er nyt i mc-verdenen. Hidtil har vi kun set regulering af den ene knast – senest på Kawasaki GRT 1400, der regulerer på indsugningsknasten.

Ducati lover en ydelse på 160 hk ved 9500 o/m, hvilket lidt skuffende er 2 hk færre ved 250 flere o/m end i seneste Diavel. Til gengæld er momentet øget fra 130,5 til 136 Nm ved 7500 o/m, hvilket er 500 o/m tidligere end før. I spektret fra 5750 til 9500 o/m er der hele tiden mindst 100 Nm til rådighed. Og oven den bredere motorkarakter byder DVT-motoren på forbedret brændstofsøkonomi.

Ducati har endnu ikke meldt noget ud om, hvilken model, EVT-motoren skal sidde i.

Se hvordan DVT-systemet virker på klippet herunder.

Annonce

Annonce