Ducati starter produktionen af Multistrada V4 – verdens første motorcykel med radar for og bag

Ducati udvider i 2021-årgangen deres Multistrada-program med den højteknologiske Multistrada V4. Ud over at være udstyret med en adventouring-venlig variant af den 4-cylindrede Stradale-motor er nyheden som den første masseproducerede motorcykel nogensinde udstyret med et dobbelt radarsystem, der gavner både sikkerhed og komfort.

Systemet, der er udviklet i samarbejde med Bosch, scanner motorcyklens omgivelser. Den bageste radar advarer om objekter, der gemmer sig i blinde vinkler, samt køretøjer, der nærmer sig bagfra med høj fart. Og den forreste muliggør adaptiv cruise control, så den valgte fart automatisk reduceres, hvis du kommer for tæt på en forankørende i forhold til en afstand, som du selv kan definere i fire trin.

Den 4. november præsenterer Ducati officielt den nye Multistrada V4, som netop er gået i produktion på fabrikken i Borgo Panigale.