Gør køreturen til en skattejagt

Bridgestone_skattejagt_flyer_16-1Motorcyklen er kommet ud af sit vinterhi, vejrhanen peger på forår, og kalenderen er spækket med helligdage. Skal du ud at nyde asfalten og æde kilometre, så kan du med fordel kombinere turen med Bridgestone’s skattejagt.

Skattejagten baserer sig på det populære Geocaching-koncept, som i Danmark har over 15.000 aktive geocachere i alle aldre. Geocaching er en udendørs skattejagt, hvor man bruger sin smartphone eller en GPS til at finde skatten – en ’cache’. GPS-koordinater afslører, hvor cachen er gemt. Pointen er, at man lader cachen ligge, når den er fundet, så andre geocachere kan gå på jagt efter samme skat.

Bridgestone står bag skattejagten, men de skønneste steder i Danmark og dermed skattenes placering, er udpeget af danskerne selv. Dækproducenten har nemlig bedt sine følgere på firmaets danske Facebook-side om at nominere skønne steder i Danmark, som de synes er et besøg værd. Det er der kommet en masse gode forslag ud af, og i alt 30 steder fordelt over hele landet er endt med at udgøre Danmarks Skønneste Skattejagt.

– Bridgestone vil ikke bare producere dæk. Vi vil gøre rejsen og køreturen til en oplevelse og inspirere til at tage ruter, hvor der er oplevelser undervejs. Med lanceringen af Danmark Skønneste Skattejagt inviterer vi familien Danmark med ud på en skattejagt, hvor det ikke kun er destinationen, som er et besøg værd – selve køreturen er også en del af oplevelsen, fortæller marketingansvarlig hos Bridgestone Danmark, Lotte Bodilsen.

For at deltage i Danmarks Skønneste Skattejagt skal man finde en eller flere af skattene. Det kræver blot en smartphone at være med. Skattejægerne præmieres undervejs i konkurrencen, som afsluttes i uge 43, hvor der trækkes lod om hovedpræmien – en kør selv-ferie for hele familien.

Konkurrencebetingelser og oversigt over skattenes placering og tilhørende GPS-koordinater findes på Bridgestone’s hjemmeside.

Du kan også følge konkurrencen på Facebook