Her er de nye regler: Tre løb ved Superbike-VM

Et ekstra sprintløb søndag skal i 2019 skabe fornyelse og ekstra spænding ved Superbike-VM. Det nye tiltag får navnet Superpole Race og bliver et løb over 10 omgange, uanset hvilken bane, der køres på.

I løbet tildeles følgende point til de ni bedst placerede: 12/9/7/6/5/4/3/2/1. I løb 1 og løb 2 gives som tidligere følgende point til de 15 første: 25/20/16/13/11/10/9/8/7/6/5/4/3/2/1.

Startopstillingen i både lørdagens løb 1 og søndagens Superpole Race bestemmes af den nye Superpole, som ikke længere er todelt i Q1 og Q2, men køres som en samlet 25-minutters tidtagning med samtlige kørere. Dermed får alle mulighed for at benytte Pirelli’s ekstra bløde Superpole-bagdæk, der leverer ekstraordinært greb over to-tre omgange.

I søndagens løb 2 holder de ni bedst placerede fra sprintløbet på de tre første startrækker i sædvanlig rækkefølge med vinderen forrest, mens startplaceringerne fra 10 og derefter hentes fra Superpole.

Annonce

Annonce