Her er Yamaha’s nye YZF-R1

Som en herlig sommeroverraskelse præsenterer Yamaha en helt ny generationaf YZF-R1 og R1M. Mest iøjnefaldende er den nydesignede kåbe, som er skabt med tydelig inspiration fra MotoGP-raceren YZR-M1. Med sine mere aerodynamiske former og nye LED-lygter smelter kåbens sider sammen med tanken, og i bunden afsluttes den af en titaniumsektion, der skjuler den primære lyddæmper i udstødningssystemet, som nu rummer fire katalysatorer. Men under de mere vindvenlige former, som ifølge Yamaha forbedrer aerodynamikken med 5 procent, er der også sket ting og sager.

Ligesom sin forgænger, der så dagens lys i 2015, har 2020-R1’eren crossplane-krumtap med den karakteristiske 270°-180°-90°-180° tændingsrækkefølge, men i topstykket aktiveres ventilerne nu via lette slæbearme, der tillader skrappere knastprofiler og højere omdrejningstal. På indsugningssiden er indsprøjtningens spjæld rykket tættere på forbrændingskamrene, og dyserne er nu anbragt over de fire 45 mm spjældhuse.
Motoren er Euro5-klar, og dens ydelse opgives til 200 hk ved 13.500 o/m.

R1’eren var den første motorcykel, vi så med 6-akset Intertial Measurement Unit,og på 2020’eren bringes den elektroniske styring et step videre. Yamaha’ens kurve-ABS har to trin: BC1 giver den mest effektive regulering ved bremsning ligeud, mens BC2 indregner nedlægningen i ABS-reguleringen. Elektronikken rummer også en opgradering af motorbremsestyringen, der nu er 3-trins, og af launch control’en, som nu sætter ind ved 9000 o/m og 41-graders spjældåbning.Cockpittets TFT-skærm er opdateret med elektronikkens nye features.

Kayaba-forgaflens feedback er desuden forbedret med modificeret dæmning, blødere fjedre og ændret olieniveau. Specialmodellen R1M får derudover kåbe og sædeskal i kulfiber samt ny, avanceret Öhlins ERS NPX-forgaffel med gastryk. Den nye YZF-R1 er i butikkerne til september, og prisen bliver 279.990 kr., hvilket er et par tusinde billigere end forgængeren. R1M stiger 7000 kr. og koster nu 369.990 kr.