Her kommer Street Rod – en ny sidegaderod fra Harley-Davidson

Street Rod er navnet på denne nye 750’er, der bliver en sporty søster til Harley-Davidson’s intro-cruiser, Street 750. Herfra kommer den vandkølede V2’er, der dog har fået 20 procent mere effekt og 10 procent bedre drejningsmoment end lillesøster. Stellet er en nykonstruktion med friskere geometri, og affjedringen er spliffet op med en 43 mm upside down-gaffel og nye justerbare støddæmpere bag med større vandring.

I begge ender ruller Street Rod på 17”-hjul, og der er en ekstra bremseskive foran. Frihøjden er markant forbedret, og kørestillingen mere opret takket være det flade styr og den øgede sædehøjde, der er løftet fra 710 til 765 mm.

Street Rod fås i matsort, og oliven og koster 126.900 kr. Street 750 fås fra 107.900 kr.