Honda lancerer ny VFR800X Crossrunner

15YM_VFR800X_CrossrunnerI kølvandet på 2014-nyheden VFR 800 F lancerer Honda nu en fornyet VFR800X Crossrunner. Den nye generation af Honda’s allroader er forbedret med bl.a. ændringer på V4-motoren til gavn for både topeffekt og mellemområde, designet er blevet skarpere, affjedringen har fået længere vandring, og både hjul og bremser er nye. Standardudstyret rummer i øvrigt Honda’s 2-trins traction control (HSTC), 5-trins styrvarme, LED-lygter og selvslukkende blinklys.

15YM_VFR800X_Crossrunner-2V4-motoren har stadig VTEC-styring, som med skift mellem 2-ventilet og 4-ventilet drift tilgodeser både bund og topydelse. Effekten er løftet fra 102 hk til 106, og de afleveres ved 10.250 o/m, hvilket er 250 o/m senere end på forgængeren. Forgaffel og bagdæmper giver nu henholdsvis 25 mm og 28 mm ekstra hjulvandring, og forhjulets bremseskiver er vokset fra 298 mm til 310 mm. Desuden er forgængerens flydende bremsecalipere med tre stempler afløst af 4-stemplede med radial montering

VFR 800 X Crossrunner årgang 2015 ventes til Danmark i starten af det nye år. Den bliver billigere end VFR 800 F, som koster 209.997 kr., men den endelige pris kendes endnu ikke.