Jan Jespersen hurtigste dansker ved vintertræning i Spanien

JJ_ASDen regerende danske roadracing-mester var i weekenden 24.-26. januar til vintertræning på bl.a. den sydspanske bane Almeria. Her var Jan Jespersen på sin Honda CBR1000RR hurtigste dansker efterfulgt af den danske VM-kører Alex Schacht på Ducati Panigale.

Til arrangementet, der var stablet på benene af Bikepromotion, deltog også flere VM- og EM-kørere på bl.a. Superbike- og Moto2-racere, så Jan Jespersen på Stock1000-Honda’en var tilfreds med at køre 5.-hurtigste tid af de 120 tilmeldte kørere.

Udover at få kørt noget fart ind i kroppen efter en lang vinterpause var formålet med træningen for teamet bag Jan Jespersen at få løst nogle opsætningsmæssige problemer, der opstod i slutningen af sidste sæson. Teamet fik gennem weekenden arbejdet intensivt med dataanalysering og fik testet flere forskellige opsætninger og løst forrige sæsons problem.

Den nærmeste tid står nu på opbygning af en Honda CBR1000RR til den nye danske Superbike-serie samt i samarbejde med én af verdens absolut førende race-ingeniører at få udviklet brugen af datalogninger til affjedringsopsætning.

Annonce

Annonce