Kawasaki’s vilde streetfighter i skarpere udgave: Her kommer Z H2 SE

For et år siden blev vi alle blæst bagover af Kawasaki’s grotesk hurtige, kompressorladede naked bike. Nu kan vildskaben nydes på et lidt højere niveau med lanceringen af denne SE-variant.

Her får du samme 200 hk og 137 Nm, kompetent kontrolleret af elektronikken, der har hele pakken af køreprogrammer, cruise-, traction- og launch control samt tovejs quickshifter. Alt styret med input fra systemets 6-aksede IMU, der registrerer alle motorcyklens bevægelser. 

På SE-varianten kontrollerer disse signaler desuden Shyhook-affjedringen fra Showa, så dæmpningen indstilles i realtid til kørselsforholdene. Altså om asfalten er ujævn eller plan, om du kører hurtigt eller langsomt, aggressivt eller blødt. Basisdæmpningen bestemmes af det valgte køreprogram – Sport, Road, Rain og Rider (dit personligt indstillede).

Udover affjedringskomfort, som om du hang i en krog fra himlen, har SE-modellen ekstra fine bremser i form af Brembo’s Stylema-calipere (Z H2 kører med mere ordinære M4.32) aktiveret via stålarmerede slanger af en radialmaster, der også kommer fra producenten i Bergamo.

Hvad Kawasaki Z H2 SE koster, har vi endnu ikke set.