Mere krudt i Triumph Speed Triple

Med 150 hk i den 3-cylindrede 1050 kubik motor præsenterer Triumph nu den kraftigste Speed Triple i modellens historie. Hooligan-maskinen, der var verdens første masseproducerede streetfighter ved lanceringen i 1994, er opdateret på alle fronter.

105 nye dele har fundet vej til motoren, som udover de 10 nye hk har fået øget trækkraften med 5 Nm til i alt 117. Triumph lover, at triplen nu svarer hurtigere på gassen og snurrer mere frit – og at den får en endnu mere sprød sound takket være en udstødning med friere flow.

Vi kan efter sigende også forvente skarpere, mere agile og fokuserede køreegenskaber samt øget komfort. Hertil kommer sublimt bid i asfalten takket være de originalmonterede Pirelli Supercorsa.

Instrumenteringen er fornyet med et 5-tommer TFT-display, og det betjenes med nye kontakter med baggrundslys.

Standard-modellen Speed Triple S vil ikke blive markedsført i Danmark, hvor der alene satses på den komplet udstyrede Speed Triple RS. Den er fra fabrikken født med fornemme Brembo monoblok-calipere på forhjulet, fuld Öhlins affjedring med NIX30-forgaffel og TTX36-dæmper bag samt kurve-ABS. Hertil kommer Arrow-udstødning, diverse kulfiber-detaljer, cruise control og nøglefri tænding.

Triumph Speed Triple RS kommer formentlig til at koste omkring 210.000 kr., og med lidt held kan den ses på udstillingen i Lokomotivværkstedet i København om tre uger.

Annonce

Annonce