Michelin Pilot Road 4 flytter grænser

Michelin_PilotRoad4_2014_129517, 20 og 50 er tal, som Michelin gerne vil have os til at forbinde med deres nye Pilot Road 4. Efterfølgeren til det succesrige Pilot Road 3, som blev lanceret i 2011, hævdes ifølge en uafhængig Dekra-test at stoppe 17 procent kortere end nærmeste konkurrent på våd asfalt, at holde 20 procent flere kilometer end Road 3 og have et arbejdsområde på hele 50°. Og her taler vi temperatur – ikke nedlægning.

Vi har testet Road 4 på 200 km snoet asfalt omkring Sevilla i Spanien, og vi kan føje til, at dækket samtidig overrasker med stor styrepræcision, klart feedback, stabilitet i hurtige kurver og ved kraftig bremsning og eminent greb på både tør og pletvis våd asfalt.

Holdbarheden og grebet under frysepunktet eller ved tropetemperaturer kunne vi af gode grunde ikke afprøve, men Road 4’s effektive bid på glat, regnvådt underlag blev bekræftet ved en katastrofeopbremsning på en overrislet epoxybane, hvor forbremsen (dog med ABS) blev trukket helt fra 70 km/t. Hvor meget kortere Road 4 bremsede end Metzeler Z8 M/O, kan du læse i næste nummer af MOTORRAD Danmark. Vi bør også nævne, at en østrigsk kollega kørte landevejsturen i silende regn med gnistrende fodhvilere på en BMW R 1200 RT og ifølge dataloggeren i hans Dainese D-air dragt med 42 graders nedlægning til begge sider.

Det nye dæk fås også i en GT-udgave til sportstourere såsom Yamaha FJR 1300 og ovennævnte BMW, hvor dækket er originalmonteret på 40 procent af produktionen, og her har bagdækket en særlig karkasse, som kombinerer konstruktionerne fra diagonal- og radialdæk.

Pilot Road 4 er allerede ude hos de danske Michelin-forhandlere, og prisen er den samme som for Road 3.

Se priser og dimensioner her.