Motocross-DM: Guldkampen spidser til

MX2_Foto_Carsten_OlsenAnden afdeling af 24MX DM-A serien blev kørt på Nisseringen ved Næstved i søndags, og for kørerne blev det en hård dag på kontoret, som startede ud i et blændende solskin, men endte i ren pladder. I MX1-klassen tog lokale Nikolaj Larsen en ordentlig skalp i point jagten på den førende Stefan Kjer Olsen. I MX2-klassen har Kasper Jensen overtaget føringen, mens lokale Benjamin Strate holdte sig inde i guldkampen.

MX1-klassen
I MX1 delte Stefan Kjer Olsen og Nikolaj Larsen point i toppen, da de tog en heatsejr hver på dagen, og med Olsen som vinder af sidste heat, blev han kåret som samlet vinder på dagen. Pladsen som nr. 2 gik selvsagt til Nikolaj Larsen, mens en utroligt godt kørende Kim O. Sørensen snuppede den sidste plads på podiet som nr. 3 på dagen.

I det samlede mesterskab betyder det, at Stefan Kjer Olsen stadigvæk fører mesterskabet foran Kim Sørensen, men Nikolaj Larsen tog et kæmpe spring op ad rangstigen fra sin tidligere 7.-plads til en nuværende 3.-plads, og Nikolaj ser dermed ud til at have kørt sig ud af den skulderskade, som drillede ham ved sæson start.

MX2-klassen
Mathias Gryning trak det længste strå i kampen om point i MX2-klassen, og han stod for første gang i karrieren øverst på podiet som dagens vinder i 24MX DM-A serien. Ved siden af ham stod Kasper Jensen som nr. 2 på dagen, og den sidste placering som nr. 3 gik til Mathias B. Jørgensen.

I den samlede placering i mesterskabet er det de samme navne, der topper listen, men her med Kasper Jensen som nr. 1, Mathias Grynning som nr. 2 og Mathias Jørgensen som nr. 3.

Thomas Kjer Olsen, der på forhånd var udset som favorit på dagen, måtte desværre udgå med en skadet finger i andet heat, men inden da havde han nået at vinde dagens første heat. Lokale Benjamin Strate måtte også i jorden et par gange, men han fik tilkæmpet sig en placering som nr. 4 på dagen, hvilket også er hans placering i mesterskabet.

Skullcandy fighterprisen til Island
Islandske Eythor Reynisson deltog også i dagens åbne danske mesterskab på Nisseringen, og rejsen fra Island til Næstved fortjener næsten en fighterpris i sig selv, men Eythor biddrog i den grad også til spændingen i selve løbet. Eythor fik henholdsvis en skidt og en god start i de to heat, og han var begge gange med til at skabe spænding om placeringerne i feltet. Samlet på dagen sluttede han som nr. 10.

MX1 Samlet 24MX DM-A stilling:
1 Stefan Kjer Olsen Kawasaki 177
2 Kim O. Sørensen Kawasaki 164
3 Nikolaj Larsen Honda 153
4 Nicolai M. Hansen Suzuki 147
5 Nichlas Frandsen Yamaha 135

MX2 samlet 24MX DM-A stilling:
1 Kasper Jensen Yamaha 156
2 Mathias Gryning Suzuki 150
3 Mathias B. Jørgensen KTM 148
4 Benjamin Strate Kawasaki 140
5 Kasper Munk KTM 124