Motocross-VM: To danskere i top

Verdensmesterskabet i motocross blev i weekenden skudt i gang på Matterley Bassin i England. I den samlede stillings top-10 finder vi nu to danskere i MX2-klassen, som begge gjorde en imponerende figur i første afdeling.

Mikkel Haarup sikrede sig den samlede 3.-plads i MX2-stillingen, en imponerende præstation af den kun 19-årige dansker. Selv udtalte Mikkel efter afdelingen:

– Jeg er rigtig glad for resultatet. Mit mål var ikke at ende på en topplacering, men i sidste ende sluttede jeg på en samlet 3.-plads, hvilket er fantastisk. Jeg kørte to gode løb og vil gerne takke mit team og alle dem, der støtter mig.

Thomas Kjer Olsen fra Rockstar Energy Husqvarna Factory kæmpede i første heat efter en dårlig start og måtte desværre se sig selv stå uden for top-10 med en 11.-plads. Som sidste års sølvvinder og dermed en af storfavoritterne, havde han alt at vinde ved andet og sidste heat på Matterley Bassin.

Her kunne TKO fastholde en top-5 placering og var også med i top-3. Thomas blev dog mødt af sin meget ihærdige landsmand, Mikkel Haarup fra F&H Kawasaki Racing, der ligeledes kæmpede sig gennem feltet og kunne køre over målstregen som nr. 3. Belgiske Jago Geerts fra Yamaha overhalede TKO på 4.-pladsen med to omgange tilbage, og belgieren kunne dermed hente den samlede sejr i den første VM-afdeling.

Thomas Kjer Olsen ligger nu på en samlet 7.-plads i VM MX2, hvilket er en ganske fornem præstation af danskeren, der har døjet med skader og ikke har haft meget tid på maskinen op til sæsonstart. Så danskeren har grund til at være tilfreds:

– Jeg er glad for weekendens resultat efter kun to dage på maskinen efter min skade i januar. Jeg var en smule skuffet over første heat, hvor min start ikke var god, og jeg kom bagud i feltet. Konkurrencen i MX2 er intens, så det er svært at komme op i feltet med en dårlig start. Jeg er ganske tilfreds med en 5.-plads i andet heat efter en længere periode væk fra maskinen, og en samlet 7.-plads er en ganske fin start på sæsonen. Mit mål var at få så mange point som muligt, og det lykkedes, så jeg ser allerede frem til næste weekend, nu hvor jeg ved, at min form og min fart er i top.

Kvindernes første VM-afdeling blev også afviklet på Matterley Bassin i weekenden, og her finder vi ligeledes to velkendte danske motocross-kvinder i top-10. Line Dam ligger nu på en samlet 6.-plads med Sara Andersen lige bagefter på en samlet 7.-plads. En rigtig god start for de danske kvinder, som bliver spændende at følge resten af sæsonen.