MotoGP: Dovizioso dansede regndans i kaotisk VM-finale

Andrea Dovizioso sluttede 2018-sæsonen i fornem stil med en sejr til Ducati, Alex Rins kørte med en 2.-plads sin Suzuki til årets femte podieplacering, og med en 3.-plads gav Pol Espargaro KTM deres bedste MotoGP-resultat nogensinde. Et overraskende podie og resultatet af en nervepirrende finale, som var ved at drukne i regn på Ricardo Tormo-banen uden for Valencia.

Styrtregnen gav kørerne store problemer med aquaplaning, og de mange ofre for mere eller mindre vilde highsidere talte Aleix Espargaro, Jack Miller, Thomas Lühti, Pol Espargaro, Danilo Petrucci, Marc Marquez, Andrea Iannone, Franco Morbidelli, Bradley Smith – og tilmed Maverick Vinales, som startede fra pole position.

Omvendt trivedes Alex Rins rent ud sagt som en fisk i vandet, og han byggede hurtigt et par sekunders forspring op foran Dovizioso og Valentino Rossi, der trak fra det øvrige felt – eller hvad der nu var tilbage af det. Rins’ forspring svandt dog ind igen, og i slutningen af 13. omgang havde Rossi, der var startet fra 16.-pladsen, kortvarigt forhjulet i føring og Dovizioso var lige efter, men regnen var igen taget til, og løbet blev derfor stoppet med rødt flag på 14. omgang.

I genstarten, som blev et helt nyt løb over 14 omgange med placeringerne efter 13. omgang som startopstilling, var Dovizioso, Rossi og Rins igen i særklasse. KTM-kørerne Pol Espargaro og Bradley Smith var begge styrtet i det oprindelige løb, men Espargaro kom på hjulene igen og fortsatte, og Smith, der faldt af på 13. omgang, nåede tilbage i pit, inden fem minutter fra løbet var blevet rødflaget og kunne derfor være med i genstarten.

Med Vinales ude af løbet havde Rossi sin samlede 3.-plads i VM i hus, så hvorfor nøjes med en 2.-plads i årets sidste løb? En naturlig tanke for en racerkører, men overmodet ramte #46 hårdt fire omgange fra mål, da forhjulet slap. Og derfor kunne Pol Espargaro køre en sensationel 3.-plads hjem til KTM i østrigernes blot anden sæson i motorcykelsportens fineste klasse. Rossi kom op igen og kørte i mål som nummer 13. Og Dani Pedrosa, der nu skifter sin karriere som aktiv MotoGP-kører hos Repsol Honda ud med et job som testkører for KTM, blev nummer fem.

Resultat MotoGP på Valancia:
1. Andrea Dovizioso Ducati I 24’03.408
2. Alex Rins Suzuki E 00’02.750
3. Pol Espargaro KTM E 00’07.406
4. Michele Pirro Ducati I 00’08.647
5. Daniel Pedrosa Honda E 00’13.351
6. Takaaki Nakagami Honda J 00’32.288
7. Johann Zarco Yamaha F 00’32.806
8. Bradley Smith KTM GB 00’33.111
9. Stefan Bradl Aprilia D 00’36.376
10. Hafizh Syahrin Yamaha MYS 00’37.198
11. Scott Redding Ducati GB 00’44.326
12. Jorge Lorenzo Ducati E 00’46.146
13. Valentino Rossi Yamaha I 00’52.809
14. Karel Abraham Ducati CZ 01’10.628
15. Jordi Torres Ducati E 01’16.739
16. Alvaro Bautista Ducati E 7 omgange

VM-stilling efter 19 af 19 løb:
1. Marquez 321, 2. Dovizioso 245, 3. Rossi 198, 4. Viñales 193, 5. Rins 169, 6. Zarco 158, 7. Crutchlow 148, 8. Petrucci 144, 9. Lorenzo 134, 10. Iannone 133, 11. Pedrosa 117, 12. Bautista 106, 13. Miller 91, 14. Morbidelli 50, 15. Espargaro 48, 16. Syahrin 47, 17. Espargaro 44, 18. Smith 39, 19. Rabat 35, 20. Nakagami 34, 21. Redding 20, 22. Pirro 14, 23. Abraham 12, 24. Bradl 10, 25. Kallio, 26. Nakasuga 2, 27. Torres 1, 28. Simeon 1.

Annonce

Annonce