MotoGP: Historisk sejr til Cal Crutchlow efter endnu et regnvådt dæk-lotteri

Crutch 1– De andre er nogle kyllinger! Så kontant var meldingen fra Cal Crutchlow efter søndagen sejr ved MotoGP’et på Brno, som blev endnu et dæklotteri på en indledningsvis regnvåd bane, der blev mere og mere tør.

Cruts 2Honda-køreren fra det private LCR-team blev dermed den første britiske vinder i roadracingsportens fornemste klasse, siden Barry Sheene sejrede på Anderstorp tilbage i 1981. Men Cal Crutchlow var også bare mere modig end de andre. Den nybagte far vandt i overlegen stil på den regnvåde tjekkiske bane – fordi han valgte de rette dæk og forstod at udnytte dem fuldt ud. Med regndæk i hård compound både for og bag gav han sig tid til at bygge farten op, mens det gik stik modsat for kørerne, som havde valgt blødere gummi – heriblandt Andrea Dovizioso og Andrea Iannone. Sammen med Ducati-kollegaen Scott Redding var de ellers helt fremme i løbets første del.

Valentino Rossi havde også valgt hårde regndæk, men ligesom Yamaha-kollegaen Jorge Lorenzo med samme dæk havde italieneren store problemer på de første omgange, hvor han var helt nede på 12.-pladsen. I løbets sidste fase var Rossi dog banens hurtigste mand, og #46 arbejdede sig op gennem feltet.

Cal Crutchlow, som på de første omgange trillede rundt på en 15.-plads, kunne Rossi dog ikke hænge på. Yamaha-køreren ville tydeligvis ikke risikere at smide de 20 point væk i et løb, hvor rivalen Lorenzo slet ikke kunne finde rytmen og efter hele to pitstop var udenfor pointene på en 17.plads. Omvendt havde Cruthlow alt at vinde i jagten på sin første MotoGP-sejr. Og han har jo gentagne gange vist, at han ikke er bange for at smide Honda’en i gruset.

Der venter Michelin en del udviklingsarbejde efter løbet i Tjekkiet. Bl.a. Iannone, Dovizioso og Lorenzo oplevede, at store stykker gummi løsnede sig og fløj af fordækket, fordi de bløde regndæk blev overophedet på den stadig mere tørre asfalt. Nogle kørere var dog hårdere ramt end andre på grunde af forskellene i kørestil og motorcyklernes karakter.

Marc Marquez førte på første omgang, men tabte momentum midt i løbet. Pole-sætteren kom dog stærkt igen og sluttede på en 3.-plads.

Før MotoGP på Silverstone om 14 dage er VM-stillingen: 1. Marquez 197 point, 2. Rossi 144 point, 3. Lorenzo 138 point.

Annonce

Annonce