MotoGP: Lorenzo fejrer første Ducati-sejr og siger farvel

Kritikken af Jorge Lorenzo har været massiv det seneste halvandet år. Hvordan kan man hæve 12,5 millioner euro i årlig hyre og præstere så dårligt? Men ved søndagens MotoGP på Mugello svarede spanieren sine kritikere på den mest effektive måde, da han vandt en overlegen sejr på Ducati’s hjemmebane.

Lorenzo førte fra start til mål, og han krydsede stregen 6,37 sekunder foran teamkollega Andrea Dovizioso, mens Valentino Rossi blev en tæt nummer tre blot 0,259 sekund efter. Rossi havde massiv support fra et overvejende gult publikum på omtrent 90.000, og den lokale helt var kortvarigt fremme på 2.-pladsen, men et par bremsefejl for enden af langsiden kostede placeringer flere gange.

Efter at Dovisioso havde sat sig solidt på 2.-pladsen, stod kampen om sidste plads på skamlen mellem Rossi, Suzuki-duoen Andrea Iannone/Alex Rins og Danilo Petrucci, der på første omgang havde fået et kraftigt skub af en oversatsende Marc Marquez, der forsøgte at kompensere for sin skuffende 6.-plads på grid’en og i øvrigt styrtede efter fem omgange. På et tidspunkt lignede det historiens første rene Ducati-podie i MotoGP, men i virvaret af kørefejl og problemer med fordækkets greb var Rossi den bedste i kampen om 3.-pladsen.

Efter sejren luftede Lorenzo sin bitterhed over kritikken, for først nu havde Ducati givet ham den motorcykel, han hele tiden har bedt om. Men på spørgsmålet, om ændringerne i tankdesignet, der skal støtte og aflaste ved bremsning, sammen med den blidere motorkarakteristik kunne få den femdobbelte verdensmester til at blive hos de røde fra Bologna? lød svaret: No!

Rygter vil vide, at Lorenzo i 2019 kommer tilbage til Yamaha i et nyt satelitteam, som finansieres med penge fra Petronas.

Resultat MotoGP på Mugello:
1 Jorge Lorenzo Ducati E 41’43.230
2 Andrea Dovizioso Ducati I 00’06.370
3 Valentino Rossi Yamaha I 00’06.629
4 Andrea Iannone Suzuki I 00’07.885
5 Alex Rins Suzuki E 00’07.907
6 Cal Crutchlow Honda GB 00’09.120
7 Danilo Petrucci Ducati I 00’10.898
8 Maverick Viñales Yamaha E 00’11.060
9 Alvaro Bautista Ducati E 00’11.154
10 Johann Zarco Yamaha F 00’17.644
11 Pol Espargaro KTM E 00’20.256
12 Hafizh Syahrin Yamaha MYS 00’22.435
13 Tito Rabat Honda E 00’22.464
14 Bradley Smith KTM GB 00’22.495
15 Franco Morbidelli Honda I 00’26.644
16 Marc Marquez Honda E 00’39.311
17 Xavier Simeon Ducati B 01’01.211
18 Takaaki Nakagami Honda J 5 omgange
19 Aleix Espargaro Aprilia E 4 omgange
20 Jack Miller Honda AUS 22 omgange
21 Thomas Luthi Honda CH 22 omgange

VM-stilling efter 6 af 19 afdelinger
1. Marquez 95, 2. Rossi 72, 3. Viñales 67, 4. Dovizioso 66, 5. Zarco 64, 6. Petrucci 63, 7. Iannone 60, 8. Crutchlow 56, 9. Miller 49, 10. Lorenzo 41

Annonce

Annonce