MotoGP: Marquez ny verdensmester

marq-vm-16-1For tredje gang i karrieren kan Marc Marquez kalde sig MotoGP-verdensmester. Han vandt i 2013 og 2014, og søndag erobrede den unge spanier 2016-titlen med en overlegen sejr på Twin Ring Motegi i Japan – selv om der fortsat resterer tre løb i denne sæson.

marq-vm-16-2Der skulle et mirakel til, hvis Valentino Rossi eller Jorge Lorenzo skulle forhindre Honda-køreren i at vinde VM i år, men begge Yamaha-kørere gik all in i forsøget i søndagens løb. Rossi startede fra pole position, men Lorenzo var først gennem først sving. På tredje omgang måtte #99 dog overlade føringen til Marquez, og omgangen efter fulgte Rossi, som dog var længere om at komme forbi teamkollegaen. Fremme på 2.-pladsen forsøgte The Doctor at lægge pres på Marquez, og med 57 points manko til de tre sidste løb var der stadig liv i Rossis VM-håb. #46 kastede dog det hele væk, da han smed sin M1 i gruset efter en forhjulsudskridning.

Lorenzo, som med sin nye 2.plads i løbet var 71 point bagud, havde stadig en matematisk VM-chance. Den forsvandt dog, da presset fra en hurtig Dovizioso på 3.-pladsen blev for stort fem omgange fra det ternede flag, og raceren med #99 pludselig lå i kattebakken.

Med rivalerne Rossi og Lorenzo henholdsvis 77 og 81 point bagud kan Marquez ikke længere indhentes ved løbene i Australien, Malaysia og Valencia, hvor der er totalt 75 point i spil.