MotoGP: Motorhavari spolerede Rossis fest på Mugello

Mug 2016 1Brølet fra de mange Rossi-fans overdøvede den mere end 130 dB høje vrælen fra racerne, da Valentino Rossi lørdag sikrede sig pole position til søndagens MotoGP på Mugello-banen 20 km fra Firenze. Her kom Rossi flot fra start, men Yamaha-kollega Jorge Lorenzo rykkede alligevel forbi på vej hen til første sving. Det lignede endnu en start til mål-sejr Lorenzo-style, men Rossi blev hængende bag #99, selv om han et par gange var lidt lang i bremserne efter MotoGP-sæsonens hurtigste langside (Ducati’s Andrea Iannone blev målt til 354 km/t!). På 9. omgang var Rossi tæt nok på til endnu et overhalingsforsøg, da han pludselig satte farten ned, inden en sky fra Yamaha’ens havarerede motor bekræftede, at Rossis Mugello-eventyr var endegyldigt slut for denne gang.

Mugello 2016 3Lorenzo oplevede et tilsvarende havari i opvarmningen søndag formiddag, og spekulationerne gik efterfølgende på, om Yamaha havde presset M1-motorerne for hårdt for at matche de hurtige Ducati’er på den italienske bane. Anyway. Trods Rossis ødelagte motor kunne Lorenzo på ingen måde føje sig sikker på sejren. Marc Marquez havde fra 5. omgang ligget i top 3, og på 29. omgang lå Honda-køreren blot 0,1 sekund fra Lorenzo. På sidste omgang lykkedes det Marquez at komme forbi, men Lorenzo svarede straks igen. I den hurtige Biondetti-chikane byttede de endnu engang plads, men #93 var først inde i opløbskurven Bucine. Lorenzo lignede en slagen mand, men takket være et bedre drive ind på langsiden kom Yamaha’en tilbage, og på målstregen var Lorenzo 0,019 sekund foran Marquez.

Iannone kom i mål på 3.-pladsen efter en god dyst med Honda’s Dani Pedrosa.

VM-stillingen hedder nu: Lorenzo 115, Marquez 105, Rossi 78.

Annonce

Annonce