MotoGP på Aragon: Lorenzo styrter, Dovizioso dominerer, Marquez vinder

For tredje år i træk kunne Marc Marquez søndag krydse målstregen som vinder af MotoGP’et på Aragon. Før løbet gik snakken ellers om en formentlig let sejr til Ducati’erne, der med Jorge Lorenzo og Andrea Dovizioso holdt henholdsvis på pole og i 2. startposition – ikke mindst på grund af den spanske banes 1000 meter lange langside, hvor de italienske racere klart var feltets hurtigste.

Jorge Lorenzo nåede dog ikke længere end til sving 1, hvor både han og Marquez var lovlige sene på bremsen. Og da Honda-køreren stjal Ducati-kørerens linie, var Lorenzo for ivrig med gassen og blev sendt i en vild highsider, der rev venstre storetå af led og brækkede nabotåen.

Omvendt bremsede Dovizioso som den første til sving 1, men kom først ud. Og frem til 13. omgang førte han an, indtil Marquez kom forbi, mens Suzuki-kørerne Alex Rins og Andrea Iannone hang overraskende godt på. Dovizioso fik kæmpet sig tilbage i front, og Rins lignede pludselig også vinder-materiale. Senere skiftedes Dovizioso og Marquez til at føre, mens Iannone overtog 3.-pladsen.

Dovizioso havde valgt et hårdt bagdæk, mens Marquez besluttede sig for det bløde. Dovizioso var hurtigst i højresvingene og Marquez bedst, når der det gik til venstre – og Aragon går som bekendt venstre om. I føring forsvarede Dovizioso sig efter bedste evne med defensive linier, men i sidste ende kunne han intet stille op mod Marquez, der pludselig kunne hente 10 tabte meter og skifte retning på en 5-øre.

Dani Pedrosa og Aleix Espargaro imponerede ved at køre over stregen som henholdsvis nummer 5 og 6,
mens Valentino Rossi kom i mål på en 8.-plads som den første af Yamaha-kørerne efter at være startet som nummer 17.

Næste afdeling køres i Thailand om 14 dage på Buriram-banen, som for første gang lægger asfalt til et MotoGP-race. Det er tvivlsomt, om Lorenzo bliver klar til at køre dette løb.

Resultat MotoGP på Aragon
1. Marc Marquez Honda E 41’55.949
2. Andrea Dovizioso Ducati I 00’00.648
3. Andrea Iannone Suzuki I 00’01.259
4. Alex Rins Suzuki E 00’02.638
5. Daniel Pedrosa Honda E 00’05.274
6. Aleix Espargaro Aprilia E 00’09.396
7. Danilo Petrucci Ducati I 00’14.285
8. Valentino Rossi Yamaha I 00’15.199
9. Jack Miller Honda AUS 00’16.375
10. Maverick Viñales Yamaha E 00’22.457
11. Franco Morbidelli Honda I 00’27.025
12. Takaaki Nakagami Honda J 00’27.957
13. Bradley Smith KTM GB 00’28.821
14. Johann Zarco Yamaha F 00’32.345
15. Karel Abraham Ducati CZ 00’37.639
16. Scott Redding Ducati GB 00’39.585
17. Thomas Luthi Honda CH 00’40.763
18. Hafizh Syahrin Yamaha MYS 00’56.296

VM-stilling efter 13 af 18 afdelinger
1. Marquez 246, 2. Dovizioso 174, 3. Rossi 159, 4. Lorenzo 130, 5. Viñales 130, 6. Crutchlow 119, 7. Petrucci 119, 8. Zarco 112, 9. Iannone 108, 10. Rins 92, 11. Pedrosa 87, 12. Miller 68