MotoGP: Suzuki i total dominans

Søndag blev Joan Mir fra Spanien årets niende vinder af et MotoGP, da han sejrede i sæsonens tredjesidste løb, der blev kørt på Ricardo Tormo-banen udenfor Valencia. Over målstregen blev han fulgt af landsmanden og teamkollegaen Alex Rins, og dermed sikrede Suzuki sig deres første 1-2 sejr siden GP’et på Hockenheim i 1982, da Randy Mamola vandt foran Virginio Ferrari.

Med sejren gør Mir sig til storfavorit til VM-titlen. Han ankom til Valencia med et forspring til franskmanden Fabio Quartararo på 14 point. Men Yamaha’s VM-kandidat, som åbnede sæsonen med to sejre på Jerez, havde store problemer på Valencia-banen, og efter et styrt på første omgang fik han med nød og næppe skrabet 2 point sammen, hvilket betyder, at han nu deler 2.-pladsen på VM-tavlen med Rins, mens Mir har et forspring på hele 37 point.

Før løbet i Valencia havde hele 14 kørere en matematisk chance for at blive MotoGP-verdensmester 2020. Nu, hvor der resterer to løb, er feltet snævret ind til blot fem (Mir 162 point, Rins 125 point, Quartararo 125 point, Vinales 121 point, Dovizioso 117 point og Morbidelli 117 point). 

Allerede i den kommende weekend, hvor der igen køres i Valencia, kan Mir sikre sig VM-titlen, som vil være Moto3-verdensmesteren fra 2017’s første i MotoGP og samtidig Suzuki’s første, siden Kenny Roberts Junior vandt VM tilbage i år 2000. 

Se to sidste omgange fra Valencia med Mir på vej til sejren her

Annonce

Annonce