Motorcykelbranchen mangler arbejdskraft

Job i mc branchen2014 blev vendepunktet, hvor vi for første gang i syv år oplevede en stigning i salget af nye motorcykler. Og derfor skabte den forgangne sæson ny optimisme og investeringslyst hos de danske motorcykelforhandlere.

Udfordringerne efter 2007, hvor mc-salget slog rekord med næsten 10.000 enheder, tvang motorcykelforhandlerne ud i nedskæringer for at tilpasse sig de nye markedsvilkår. Nedskæringer, der selvfølgelig også gik hårdt ud over medarbejdere både på værkstederne og i butikkerne. En udvikling, der desværre også påvirkede rekrutteringen af nye medarbejdere til branchen.

– De tekniske skoler har af denne årsag ikke haft samme søgning til motorcykelmekanikeruddannelsen, og derfor halter vi bagefter udviklingen lige nu, fortæller Carsten U. Eriksen, Kursus- og Uddannelseschef på CELF, som er branchens foretrukne uddannelsesinstitution på Nykøbing Falster.

– Vi har fra det lokale uddannelsesudvalg på CELF iværksat opsøgende arbejde hos alle relevante motorcykelvirksomheder for at få etableret endnu flere lærepladser. Der er virkelig behov for at sætte turbo på tilgangen af elever, hvis branchens behov for veluddannede medarbejdere skal opfyldes i fremtiden, siger Carsten U. Eriksen.

Motorcykel Forhandler Foreningen (MFF) har som en konsekvens af den nye positive situation, at man skal hyre og ikke fyre, oprettet sin egen jobdatabase, som kan ses på http://mff-dk.dk/job-muligheder-hos-mff-medlemmer/ og på foreningens store salgsportal www.wrooom.dk. Her kan ledige, der har et ønske om at arbejde med motorcykler, komme i direkte kontakt med de MFF-medlemmer, der har ledige jobs til dem, som gerne vil være en del af det kommende opsving i motorcykelbranchen.

MFF vil samtidig tage kontakt til jobcentre og andre, der beskæftiger sig med jobskabelse, for at fortælle om jobmulighederne i motorcykelbranchen.

Annonce

Annonce