Nicky Hayden 1981-2017

Tidligere MotoGP-verdensmester Nicky Hayden overlevede ikke de svære skader, han pådrog sig, da han blev påkørt af en personbil på en cykeltur i Rimini onsdag i sidste uge. Han døde i går mandag kl. 19.09 på Maurizio Bufalini Hospital i Cesena, Italy omgivet af sin forlovede Jackie, moderen Rose og broren Tommy.

Efter sin deltagelse i Superbike-VM løbet på Imola-banen i forrige weekend havde amerikaneren valgt at blive i Italien, og det var i Rimini, ganske tæt på Misano-banen, at ulykken skete. Hayden pådrog sig voldsomme bryst- og hovedskader ved påkørslen, og det blev tidligt meldt ud, at der også kunne være tale om en alvorlig hjerneskade.

I går aftes blev den værste frygt bekræftet – The Kentucky Kid klarede ikke det sidste race.

Nicky Hayden i vandt i 2006 det sidste MotoGP-verdensmesterskab i 990 kubik-æraen, og i 2016 skiftede han til Superbike-VM med Honda. Her blev han den eneste kører, som kunne erobre en sejr fra de altdominerende konkurrenter på Kawasaki og Ducati.

Nicky Hayden blev 35 år gammel. Æret være hans minde.