Nu går MV Agusta’s eksklusive Rush 1000 i produktion

I slutningen af juni ruller de første eksemplarer af MV Agusta’s hyperavancerede og lynhurtige gade-dragbike Rush 1000 ud fra fabrikken i Varese. Til stor glæde for de travle og velstående, der online har bestilt deres eksklusive MV, som produceres i begrænset antal.

Kulfiberindkapslingen af bagfælgen i smedet aluminium er bare en af mange vilde detaljer på Rush 1000, men også teknisk lægger den italienske skønhed sig i den ekstreme ende af streetfighter-spektret. Ikke mindst takket være sin 4-cylindrede motor, der yder 208 hk (212 hk når det originale race kit med titaniumudstødning fra RC Projects er monteret) og sin tophastighed over 300 km/t.

Modellen kommer med en komplet elektronisk pakke, der udover køreprogrammer og tovejs quickshift bl.a. rummer traction-, wheelie-, launch og cruise control – samt styring af dæmpningen i affjedringen, der kommer fra Öhlins. Desuden er der race-ABS på bremserne, som er flot bestykket med Brembo’s Stylema-calipere på forhjulet.

Med dansk nummerplade koster MV Agusta Rush 1000 454.395 kr.