Ny Gentleman Biker-butik i Hellerup

I krydsfeltet mellem motorcykeludstyr og herreaccesories åbner Ulrik Meinert-Medici i dag officielt butikken Urban Bikers Club på Rebekkavej 24 i Hellerup nord for København.

– Målet er, at vi skal have alt det, en rigtig gentleman har brug for. Vi udvider løbende vores sortiment, men vi har da allerede både skæg-produkter og de spanske Shiro motorcykelhjelme, siger Ulrik. 

Urban Bikers Club har fået forhandlingen i Danmark af den hollandske el-motorcykel Meijs Motorman. Men står du lige og skal bruge en selvbinder-butterfly, en luksus lædertaske eller en lækker genbrugslæderjakke fra danske Better World Fashion – så har Hellerups nye gentleman-store grejet.

Selv om butikken åbner officielt med reception i dag, har Ulrik Meinert-Medici arbejdet i længere tid for at få godt styr på sagerne til indvielsen. Den nybagte butiksindehaver har med sikker hånd formået at skabe en stilmæssig sammenhæng i et koncept, der ellers kunne få karakter af en blandet landhandel. Spændende nyt sted – der også smager lidt af motorcykel i de lange, mørke måneder.

Annonce

Annonce