Ny Honda Gold Wing: Højteknologisk og 40 kg lettere


Siden introduktionen af GL 1800 i 2001 har vi kun set småændringer på Gold Wing. Men i 2018 kommer en ny, topmoderne generation af Honda’s legendariske supertourer med 6-cylindret boksermotor. Nyheden, som netop er blevet afsløret på Tokyo Motor Show i Japan, har bl.a. følgende features:

· 40 kg lavere vægt – heraf er er 6,2 kg hentet i B6-motoren med 24 ventiler
· Start/stop-system med Integreret Starter Generator (ISG) på DCT-versionen
· Hill Start Assist (HSA)
· Forbedret komfort, med bl.a. bedre ventilation og varmeafledning
· Vindskærm elektrisk regulerbar i både højde og vinkel (kun Tour-udgaven)
· Ride by wire-indsprøjtning med cruise control
· 7-tommer TFT-display med navigation og audio-information (kun Tour)
· Apple CarPlay til glæde for iPhone-brugere (kun Tour)
· Elektronisk styret (kun Tour) affjedring med Hossack-forgaffel
· Smart key til nem betjening af tænding og taskernes centrallåse

Den nye Gold Wing ventes i standardudgaven, som udelukkende fås i matsølv, at koste 399.995 kr., mens Tour-versionen (perlemorhvid, rød) med Walking Mode (elektrisk bakgear), elektronisk styret affjedring og topboks koster 499.995 kr. Topmodellen GL 1800 D Tour D (rød/sort, sort) har desuden 7-trins DCT-gearkasse, airbag og både forlæns og baglæns Walking Mode – og den koster 569.995 kr.