Ny Rydberg i Rydbergs MC

Rydbergs MC træder den 1. november ind i en ny epoke, når næste generation, Dennis Rydberg, starter i firmaet. Efter en uddannelse og efterfølgende arbejde i speditionsbranchen, hvor Dennis sideløbende har arbejdet i forældrenes firma, er interessen for motorcykler, motorcykelbranchen og især Rydbergs MC vokset.

– Som yngre interesserede jeg mig ikke ret meget for hverken motorcykler eller firmaet, og jeg troede aldrig, jeg skulle blive en del af det. Det har imidlertid ændret sig i de seneste år, og nu tager jeg springet. I første omgang for at prøve, om det er her, jeg skal have mit arbejdsliv. Hvis det er det, ser vi senere på, hvordan det skal arrangeres, siger Dennis Rydberg, der nu starter i en lager- og salgsstilling i Rydbergs MC.

Hos forældrene, Mette og Henrik Rydberg, er glæden stor.

– Jeg er stolt over og glad for, at Dennis er parat til at gå ind i firmaet, siger Henrik Rydberg.

– Vi har de seneste par år klart mærket, at Dennis har fået større og større interesse for Rydbergs MC, og det er derfor dejligt, at han nu vil være med til at arbejde i det, vi har bygget op siden 1985, siger Mette Rydberg.

De ser nu også en mulighed for, at Rydbergs MC på længere sigt kan fortsætte med Dennis som indehaver og leder.

– Så langt er vi slet ikke endnu, men vi har da et håb om, at Dennis skulle få lyst til at føre firmaet videre, når vi trækker os tilbage, siger Henrik Rydberg.

De lægger alle tre vægt på at understrege, at planerne slet ikke er konkrete i den retning endnu, men at Dennis med sin ansættelse i familiefirmaet i første omgang skal bruge tiden på at finde ud af, om det overhovedet er noget for ham.

– Der er rigtig mange store udfordringer i det, så nu starter jeg i en stilling som lager- og salgsmedarbejder, og så må vi jo se, siger han.

Direktør Marck Lauritsen, Kawasaki Danmark, der er en af Rydbergs MC’s vigtigste samarbejdspartnere, ser meget positivt på udviklingen i Rydbergs MC.

– Rydbergs MC er landets største forhandler af Kawasaki-motorcykler. Vi har haft et mangeårigt samarbejde, hvor Rydbergs MC adskillige gange er blevet kåret som landets mest sælgende forhandler. Vi hilser med glæde, at der kommer nye unge kræfter med i firmaet, og vi ser frem til at arbejde sammen med Dennis på samme gode måde, som vi har gjort med Henrik og Mette, siger Marck Lauritsen.

Også Mads Hansen, salgsansvarlig hos Vilh. Nellemann, Honda MC Danmark, hilser nyheden velkommen.

– Vi fra Honda er utroligt glade for at få Dennis med om bord hos en af vore nøgleforhandlere, Rydbergs MC, siger han og hæfter sig også ved perspektiverne.

– Det er dejligt at få unge mennesker ind i branchen. Vi håber, Dennis får mod på mere, så det ender i en længerevarende plan for fremtiden.

Annonce

Annonce