Nye veteran-regler har betydning for et stort antal danske motorcykler

I aftalen “Grøn omstilling af vejtransporten”, som fredag den 4. december blev fremlagt af regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, indgik en fjernelse af originalkravet for veterankøretøjer. Og det er en ændring, der forholdsmæssigt rammer betydeligt flere motorcykler end biler. 

I aftaleteksten lyder det:

Der gælder i dag særligt gunstige afgiftsregler for veterankøretøjer både i forhold til registreringsafgift og de løbende afgifter (vægtafgift m.v.). For at et køretøj kan omfattes af disse lempelige regler, skal køretøjet være mindst 35 år gammelt og fremtræde som ved første registrering – det vil sige originalt (også kaldet originalitetskravet).

Aftalepartierne er enige om at afskaffe originalitetskravet. Afskaffelse af originalitetskravet vil medføre, at også køretøjer ældre end 35 år, der er ombygget eller sat i stand med fx nyere uoriginale dele, vil skulle beskattes efter de lempelige afgiftsregler for veterankøretøjer. En afskaffelse af originalitetskravet vil forenkle reglerne betydeligt for borgerne og give flere mulighed for at reparere deres ældre biler uden at komme i konflikt med afgiftsreglerne. Desuden foreslås det, at veteranbilerne friholdes for CO2-tillæg og bundfradrag mv., hvormed de alene skal betale registreringsafgift. Dette kan delvist finansieres ved en omlægning, hvor det lempelige loft for registreringsafgiften for veterankøretøjer hæves fra 40 pct. til 75 pct. Forslaget skønnes at indebære et mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. årligt, og vil ikke indebære afgiftsforhøjelser for veteranbilerne i gennemsnit.” 

Med fjernelsen af originalkravet bliver det i forhold til reparationer og vedligeholdelse lettere at være ejer af en veteranmotorcykel. Og det er der rigtig mange danskere, der er. Ifølge en opgørelse fra juli 2020 er der 42.413 motorcykler, der har eller kan have veteranstatus i relation til afgiftsberegning. I runde tal er det en fjerdedel af den danske bestand af indregistrerede motorcykler.

Næste step må være at få ryddet op i forvirringen omkring, hvor gammelt et køretøj skal være for at have veteranstatus. I afgiftsmæssige forhold (Motorstyrelsen) gælder ovennævnte 35 år, men i forhold til syn (Færdselsstyrelsen) regnes der med 30 år.

En ensretning ville være passende her, og skulle den ende på 30 år, vil der på grund af de markante salgsboom i sidste halvdel af 80’erne pludselig være omkring 15.000 flere – jævnfør tallene fra juli 2020 helt præcis 57.503 veteranmotorcykler ud af en samlet bestand på ca. 165.000.

Annonce

Annonce