Selvfølgelig må du køre på motorcykel

Rigtig mange udnytter i disse dage det gode aprilvejr og tager sig en mc-tur på landets tyndt trafikerede veje. Nogle motorcyklister kører dog rundt med dårlig samvittighed, for burde man ikke blive hjemme i sit eget private lock down i denne tid?

Facebook-reaktionerne hos dem, der bogstavelig talt holder hjulene i gang ved at foreslå, at vi sammen kører på skønne danske veje og måske gør holdt ved samtlige broer, havne eller kirker på ruten, er ikke entydigt positive. Men spørger man myndighedernes hotline på coronavirus.dk, er rådgiverens svar klart og tydeligt:

– Selvfølgelig må du køre på motorcykel. Også for fornøjelsens skyld. Så hvis genboen, en kollega eller onkel spørger, om du vil med ud at trille, skal du ikke holde dig tilbage på grund af corona-situationen. Men selvfølgelig skal I holde den anbefalede afstand – både på asfalten, og når I tager hjelmen af. Og I skal undlade at være mere end 10 i en flok. 

Men hvad så, hvis man er uheldig at komme til skade på turen? Så lægger man jo beslag på kapacitet i sundhedssystemet, der kunne være brugt i corona-sammenhæng. Er det o.k.?

– Man kan komme til skade ved mange forskellige aktiviteter – også i hjemmet. Det har aldrig været myndighedernes hensigt, at borgerne skulle være passive i den nuværende situation. Så I kan køre motorcykel med god samvittighed. Blot I følger de generelle anvisninger om hygiejne, afstand og antal i forsamlingen, lyder det fra rådgiveren.

Annonce

Annonce