Skarpe priser på de nye 900-udgaver af Aprilia Shiver og Dorsoduro

129.998 kr. bliver prisen på Shiver 900, der er den nye, Euro4-opdaterede generation af Aprilia’s velkørende V2-streetbike. Og for 10.000 kr. ekstra får du den supermoto-inspirerede Dorsoduro 900 med samme teknik. Det er attraktive priser på de to mellemklasse-V2’ere, som til 2017 er vokset fra 750 til 900 kubik. Forgængerne ydede henholdsvis 95 og 92 hk, men nu hedder effekten 95 hk for dem begge, og en velkommen sidegevinst er et 10 procent større moment, der er et stort plus ved daglig kørsel.

Shiver var tilbage i 2007 først ude med ride by wire-indsprøjtning og 3-trins køreprogrammer, og i nyeste generation er elektronikken opgraderet med traction control. Designet er frisket op, forgaflen er en lettere Kayaba med 41 mm ben, og fælge fra Tuono 1100 (ligesom det nye TFT-cockpit) sparer 2,2 kg.

De to nye Aprilia’er ventes at være i butikkerne i starten af juli.