Superbike-VM: Dobbelt-sejr til Rea – Davies vinder duellen om 2.-pladsen

For et par dage siden havde hverken Jonathan Rea eller Kawasaki prøvet at vinde et Superbike-VM-løb på Losail-banen i Qatar. Men også ved 2017-sæsonens 13. og sidste afdeling var Rea i en klasse for sig. Han dominerede samtlige træninger, pulveriserede sin egen pole-omgangsrekord, og vandt begge løb i overlegen stil. Med dobbeltsejren har den nordirske kører samlet i alt 556 point i år, og dermed slår han Colin Edwards rekord fra 2002, hvor amerikaneren hentede i alt 552 point. Med sine i alt 16 sejre i år når Rea dog ikke Doug Polen, der i 1991 vandt 17 løb på sin Ducati 888. 

Det store drama på Losail-banen handlede imidlertid ikke om Rea, der allerede havde sikret sig sit tredje VM i træk på Magny Cours i slutningen af september. Topstriden gjaldt i stedet Tom Sykes og Chaz Davies, som kæmpede om den samlede 2.-plads og ankom til ørkenstaten med lige mange point. Med en 3.-plads i Superpole havde Sykes et bedre udgangspunkt end Davies, der startede løb 1 fra 8.-pladsen, men Davies var bedst, da lamperne slukkede, og kørte sig frem på en 2.-plads, mens Sykes dumpede ned på 6.-pladsen. Og med det resultat stod Davies med et pointforspring på 10.

I løb 2 holdt Reas Kawa-kollega grundet det nye startformat (4, 5, 6 – 7, 8, 9 – 3, 2, 1) i første startrække, mens Davies igen startede fra 8.-pladsen. Men atter en gang lavede walliseren på Ducati’en en kanonstart, og snart var han i føring fulgt af Rea og Sykes. På 3.-omgang styrtede Sykes i den sidste af Losail-banens tre sammenhængende højrekurver. Davies var også nær røget i dørken, da et baghjulsslip sende ham ud i en kingsize tankslapper, der fik ham til at knuse kåbeglasset med sin brystkasse. Yamaha-duoen Alex Lowes og Michael van der Mark havde et katastrofalt løb 1, hvor begge styrtede (Lowes endda to gange), men i løb to kunne de kæmpe om den sidste podieplacering, der endte med at gå til Lowes.

Næste års VM i Superbike begynder traditionen tro på Phillip Island i Australien den sidste weekend i februar.

VM-stilling efter 13 af 13 afdelinger: 1. Rea 556, 2. Davies 403, 3. Sykes 373, 4. Melandri 327, 5. Lowes 242, 6. van der Mark 223, 7. Fores 196, 8. Camier 168, 9. Torres 158, 10. Laverty 157.