Superbike-VM: Går der Rossi/Marquez i den?

hi_R02_Buriram_Sykes__GB36575Det gik ikke stille for sig, da Jonathan Rea og Tom Sykes i weekenden vandt hver et løb ved 2. afdeling af Superbike-VM på Chang-banen i Buriram, Thailand. I løb 1, som efter det nye format blev kørt lørdag, tog Rea starten, men en kørefejl på 2. omgang gav Kawasaki-kollegaen Sykes mulighed for at gå i front. Rea var dog aldrig mere end 0,8 sekund fra Sykes, og fem omgange fra mål trak Rea forbi. Trods en fornem slutspurt fra Sykes kunne Rea køre over stregen 0,222 sekund foran kollegaen, og dermed vandt Rea det tredje løb af tre mulige i 2016.

Honda’s Michael van der Mark startede fra sin første pole position nogensinde og fulgte indledningsvis godt med Kawa’erne, men grundet problemer med den GPS-styrede mapping og -traction control måtte hollænderen tage til takke med en 3.-plads. Bag van der Mark havde Ducati-kørerne Chaz Davies og Davide Giugliano gang i deres egen vilde kamp, der dog endte, da hjulene gled væk under Giugliano i opløbskurven tre omgange fra mål.

hi_R02_Buriram_Sykes_GB4_8332I søndagens løb 2 var Sykes skarpere, men Rea var også bedre rustet efter en række opsætnings-ændringer på ZX-10R’en. Fra starten førte Sykes an fulgt af van der Mark, men snart var Rea på 2.-pladsen, hvor han fulgte Sykes som en skygge. På den 12. af de 20 omgange gik Rea i føring, men to omgange senere sendte en kørefejl ham ned på 3.-pladsen. Med hårdt arbejde fik Rea dog passeret Davies’s Ducati, og et nyt angreb på føringen bar frugt på 16. omgang.

To omgange fra mål dækkede blot 0,3 sekund den førende trio. På 19. og næstsidste omgang overtog Rea føringen to gange, men Sykes kæmpede sig hele tiden tilbage. Rea var hurtigere i svingene, men Sykes hårdere i bremsezonerne. På langsiden slingrede den førende Sykes for at holde Rea bag sig, og der blev lukket hårdt af i kurverne. Albue mod albue kæmpede teamkollegerne sig gennem sidste omgang, men Sykes var først inde i opløbskurven, og han vandt løbet 0,19 sekund foran Rea.

Nærkampen mindede næsten om Rossi/Marquez-fighten i MotoGP sidste efterår, og efter løbet var Rea tydeligt irriteret over kollegaens kørsel. Han var dog sportsmand nok til at gratulere Sykes med sejren. Der er dog ikke tvivl om, at klimaet er mere højspændt end nogensinde i Kawasaki Racing Team.

Næste løb køres den 2.-3. april på Aragon-banen i Spanien.

Efter 2 af 14 afdelinger (4 løb) er VM-stillingen: 1. Rea 95, 2. Sykes 66, 3. van der Mark 65, 4. Davies 55, 6. Guintoli 40, 7. Giugliano 35, 8. Torres 33, 9. Reiterberger 28, 10. Camier 19.