Superbike-VM løb 1 på Assen udskudt til søndag grundet sne og slud


Temperaturer tæt på frysepunktet og nedbør i form af sne og slud førte lørdag til aflysning af løb 1 ved fjerde afdeling af Superbike-VM på Assen. På grund af snestormen, der ramte den hollandske bane tidligt om eftermiddagen, blev starten på løb 1 udsat to gange. Vejrforholdene blev dog værre, og derfor besluttede løbsledelsen at flytte løbet til søndag formiddag kl. 11.00 af hensyn til kørernes sikkerhed. Dermed udgår Superpole-løbet over 10 omgange. Løb 2 starter som oprindeligt planlagt kl. 14.00. Mellem de to SBK-løb over 21 omgange køres fjerde afdeling af Supersport-VM med start kl. 12.15.

Alle tre løb vises live på Eurosport 2.